Dades overdrager forvaltning og udvikling af sine ejendomme og butikscentre til Nrep
Dades og Nrep, to af Danmarks største aktører på ejendomsmarkedet, har indgået en aftale, der giver Nrep ansvaret for forvaltning og udvikling af Dades’ milliard-portefølje af ejendomme.
Et af Danmarks største private ejendomsselskaber, Dades A/S, har besluttet at overdrage både forvaltning og udvikling af virksomhedens 25 milliarder kroner store ejendomsportefølje til Nrep, en af ejendomsbranchens absolutte frontløbere. Aftalen betyder, at hele Dades’ ejendomsportefølje får adgang til Nrep’s ressourcer og kompetencer inden for udvikling og drift af ejendomme, mens det juridiske ejerskab af ejendommene forbliver hos Dades.
Om den nye aftale siger administrerende direktør i Dades, Boris Nørgaard Kjeldsen: ‘For os er aftalen starten på fase tre af den udvikling og vækst, vi satte i gang i begyndelsen af nullerne, og som igen tog fart, da vi i 2015 fik nye ejere ombord. De seneste seks år har vi kunnet glæde os over historisk gode regnskabsresultater i kombination med stærk vækst, og her i 2021 er vi så klar til at tage det næste udviklingstrin. Denne gang sammen med Nrep. Jeg er sikker på, at alle de synergier, som både vi og Nrep ser i den nye aftale, kommer til at cementere begge selskabers i forvejen stærke placering på markedet’, siger han.
Også Claus Mathisen, CEO og partner i Nrep, udtrykker stor tilfredshed med aftalen, der mere end fordobler omfanget af danske ejendomme under forvaltning af Nrep: ‘Nrep ønsker at sætte nye standarder i ejendomsbranchen. Med aftalen her får vi en unik mulighed for at skabe værdi for endnu flere kunder og samtidig præge udviklingen i branchen positivt. Dades har opbygget en portefølje med gode beliggenheder og høj kvalitet, og der er et stærkt match mellem de mange kontor- og bydelscentre i porteføljen og så Nrep’s koncepter og erfaringer. Vi har kompetencerne og kulturen til at løfte ansvaret, og vi glæder os til udfordringen’, siger han og peger på, at Nrep bl.a. vil gøre driften af ejendommene grønnere.
Aftalen mellem Dades og Nrep, der træder i kraft, når den er godkendt af Konkurrencestyrelsen, omfatter forvaltning af 1,1 millioner kvm fordelt på ca. 100 ejendomme. Størstedelen af ejendommene er kontorer (66) og butikscentre (11), og i porteføljen findes blandt andet ikoner som ’Krystallen’ og ’Spinderiet’. Med Dades-porteføljen forvalter Nrep nu ejendomme i Norden for samlet 75 milliarder kroner.
For at fastholde kompetence, viden og erfaring med porteføljen fortsætter hovedparten af Dades-medarbejderne i Nrep. Dades opretholder en mindre organisation under ledelse af nuværende koncerndirektør Søren Kristiansen, der som ny adm. direktør får ansvar for blandet andet køb af nye bolig- og kontorejendomme, contract management samt diverse direktionsfunktioner, herunder sparring med bestyrelsen og repræsentation af Dades i forskellige sammenhænge. For så vidt angår Dades´ bestyrelse, fortsætter den uændret.
For Boris Nørgaard Kjeldsen, 61, bliver den nye samarbejdsaftale samtidig afslutningen på en lang karriere i Dades: ‘Efter 30 år som direktør i Dades, er tidspunktet noget nær optimalt for mig til at takke pænt af. Jeg vil fortsat være aktiv i flere sammenhænge i ejendomsbranchen, bl.a. som Senior Advisor for Dades, ligesom mine tillidshverv og bestyrelsesposter også kommer til at optage en stor del af min tid fremover’, siger han.