Århusgadekvarteret får sit eget biografkompleks i det nye Nordhavn
I 2018 får Nordhavn et nyt biografkompleks i verdensklasse. Biografkomplekset udvikles midt i Århusgadekvarteret og er et resultat af områdets udviklingsstrategi.
Det nye biografkompleks skal ligge på Hamborg Plads imellem Frihavnstårnet og Portland Towers. Der er tale om en biograf på højeste teknologiske niveau, hvor hver sal er indrettet med luksussæder og bedste lyd og billede.
By & Havn og Nrep står bag detailhandelsselskabet Nordhavn P/S, som står for udviklingen af detailhandlen i Nordhavn. Selskabet har indgået en aftale med Henrik Obel som operatør på biografprojektet i Nordhavn. Henrik Obel driver i forvejen luksusbiografen BIG BIO Herlev.
Nytænkende udlejningsstrategi med socialt og bæredygtigt perspektiv
By & Havn besluttede i 2012 at håndtere udviklingen af detailhandelsområdet for Århusgadekvarteret på en ny og anderledes måde end de fleste transformationsprojekter af havneområder. By & Havn tog derfor ansvar for at samle de fleste lokaler til detailhandel og til at finde en kompetent partner til at udvikle og eksekvere en strategi, hvilket førte til samarbejde med Nrep.
I første omgang vil biografkomplekset på Hamborg Plads, en dagligvarehandel i stueetagen af P-hus Lüders, ni små lejemål med delikatesse- og madoplevelser på Göteborg Plads samt en livstilsbutik i Århusgade blive indviet. Der forhandles og konceptudvikles i øjeblikket med et større antal operatører, og de første lejemål forventes at åbne i 2. kvartal 2017.
Udlejningsstrategien for Århusgadekvarteret sigter mod at samtlige operatører (dagligvarehandel, butikker, caféer, spisesteder m.v) både skal skabe et attraktivt og innovativt udbud, og samtidig udvikles med et både socialt og bæredygtigt perspektiv i tråd med visionen for Nordhavn.
BIG BIO Nordhavn bliver en international lokal biograf
Aftalen med BIG BIO Nordhavn er helt i tråd med udviklingsstrategien. Ønsket er at skabe et rum, der appellerer til samvær, så publikum føler sig godt tilpas, uanset om de befinder sig i biografens foyer, slikbutik eller i selve biografsalene. Nøgleordene er design, æstetik og kvalitet.
BIG BIO Nordhavn bliver en luksusbiograf med bedste komfort i samtlige sale. Alle siddepladser i hele komplekset vil være med elektrisk styrede luksussæder, som individuelt kan indstilles til alt mellem oprejst og liggende position.
BIG BIO Nordhavn vil, udover at levere filmoplevelser i verdensklasse, være en lokal biograf, som tilgodeser hele områdets behov, fra babybio til seniorbio. BIG BIO Nordhavn vil også have fokus på det lokale erhvervsliv, hvor biografens faciliteter vil kunne benyttes til blandt andet konferencer, produktlanceringer og events. Kun fantasien sætter grænser for BIG BIO og Nordhavn, og en stor grad af community-tænkning har gjort Henrik Obel og hans team til de oplagte partnere for Nordhavn P/S.
Det forventes, at Nordhavn P/S næste gang kan offentliggøre flere lejere, herunder operatørerne af de to supermarkeder, hvoraf det første forventes at åbne allerede medio 2017.
Detailhandelsfeltet i Århusgadekvarteret udvikles af Selskabet Nordhavn P/S. Selskabet er ejet By & Havn I/S og en fond administreret af Nrep.
For yderligere information kontakt venligst:
Thomas Riise-Jakobsen, Director +45 22 25 10 88