Nrep udnævner ny partner
Som første nye danske partner i Nrep siden 2014 er Thomas Riise-Jakobsen netop udnævnt. Han har drevet by- og retailudvikling i København og Århus, og som ny partner får han en ledende rolle i ambitiøse projekter som UN17 Village og Tunnelfabrikken.
Thomas Riise-Jakobsen, 40, er netop udnævnt som partner hos Nrep, Nordens førende ejendomsinnovator.
”Med en stærk ’den fixer jeg’-attitude har Thomas de sidste otte år drevet en betydelig mængde projekter succesfuldt hos Nrep. Thomas’ tilgang til vores investeringer og ejendomme er holistisk. Han tænker altid på værdien for alle involverede parter – uanset om det er for lejere, sælger, rådgiver eller en involveret myndighed,” siger Claus Mathisen, CEO hos Nrep.
Claus Mathisen anslår, at Thomas Riise-Jakobsen har landet og stået for investeringer i omegnen af 1 milliard EUR, herunder opkøb af 10 shoppingcentre, og beskriver ham som en betydelig ’rainmaker’ i Nrep. Der skal dog mere end finansielle resultater til for at blive partner i Nrep, siger Mathisen: ”Thomas er hårdtarbejdende og hjælpsom, og hans integritet og måde at gøre forretning på repræsenterer Nrep’s værdier og kultur på fornem vis. Det er en fornøjelse at kunne gøre Thomas til partner”.
Karrieren hos Nrep startede i 2011, og i 2015 blev Thomas Riise-Jakobsen forfremmet til Investment Director. Fra primært at have håndteret retail, arbejder han i dag med område- og byudvikling, hvor investeringer i boliger og retail ofte integreres, og skal tænkes på nye måder.
”Nrep opererer med en styrke, indsigt og fleksibilitet, der ikke findes hos andre i branchen. Der er højt til loftet, og vi kan gøre tingene anderledes. Jeg er drevet af at finde løsninger, der kan præge ejendomme og bydele positivt, til glæde for alle interessenter. Som investor og udvikler skal man have jord under neglene, vi finder ikke de nye løsninger i et regneark,” siger Thomas Riise-Jakobsen og nævner sit arbejde med retail- og byudvikling i Herlev (BIG og Bymidten), Nordhavn samt Lisbjerg og Aabyen i Århus som signaturprojekter.
Som nyudnævnt partner får Thomas Riise-Jakobsen en ledende rolle i realiseringen af Nrep’s ambitiøse projekter i Danmark, f.eks. Tunnelfabrikken i Nordhavn og UN17-byggeriet i Ørestad, hvor 35.000 bæredygtige kvadratmeter bygges ud fra FN’s 17 verdensmål.
Thomas Riise-Jakobsen er uddannet Cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus og statsautoriseret ejendomsmægler fra Copenhagen Business School. Han har tidligere i sin karriere været investeringsmanager hos RED Property Advisers og projektudvikler hos TK Development. Han er født og opvokset i Ringkøbing, og bor i dag med sin hustru og tre børn på Frederiksberg.
Nrep har siden opstarten i 2005 vækstet kraftigt og virksomheden har til dags dato rejst 12 fonde og gennemført mere end 250 investeringer på tværs af Norden. Antallet af medarbejdere er vokset til over 150, og med udnævnelsen af Thomas Riise-Jakobsen har virksomheden i alt 12 partnere, heraf fem danske.
Pressekontakt:
Jon Black Andersen, Nrep, 3066 66697