Jernbanebyen
En grøn, delvist bilfri og sund bydel
Jernbanebyen er den sidste store brik i byudviklingen i det sydlige og centrale København. Det 365.000 kvm store byudviklingsområde skal omdannes til en ny bydel, som får to større parker og tre fodboldbaner. Med den gennemgående grønne karakter kommer alle med tilknytning til Jernbanebyen til at bo og arbejde med naturen helt tæt på i en i øvrigt delvist bilfri bydel.
Baneby Konsortiet, som ejes ligeligt af Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension, købte i efteråret 2021 Freja Ejendommes andel af Jernbanebyen, der udgøres af en grund på 78.000 kvm, og har siden arbejdet videre med Cobes vinderprojekt, ’Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel’, som samme år vandt arkitektkonkurrencen for området.
I starten af sommeren blev lokalplanforslaget for Jernbanebyen sendt til politisk behandling og derefter i høring af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Hvis lokalplanforslaget vedtages, forventes første spadestik at kunne tages i løbet af 2025.
Læs mere om projektet og få de seneste nyheder på www.jernbanebyen.dk
Se videoen herover, hvor arkitekt og stifter af arkitektvirksomheden COBE, Dan Stubbergaard, fortæller om visionen for Jernbanebyen.
Fokus på fællesskab og bevægelse
Det er ambitionen, at Jernbanebyen skal være en grøn bydel, der understøtter en sund og aktiv livsstil gennem fysisk bevægelse, fællesskaber og gode indkøbsmuligheder. Allerede i dag er Spor10 en central del af Jernbanebyen, hvor børn og voksne fra hele København mødes til blandt andet leg, sport og fællesspisning. De sundhedsmæssige ambitioner skal også indfries ved, at Jernbanebyen bliver en delvist bilfri bydel, hvor parkering hovedsageligt bliver i parkeringshuse i udkanten af bydelen, mens størstedelen af færdselsarealerne indrettes på de gåendes og cyklisternes præmisser.
Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade i København og udgør et samlet areal på ca. 555.000 kvm, hvor 175.000 kvm er udlagt til jernbanebrug og til Metroens Klargøringscenter. DSBs andel af byudviklingsområdet udgør 287.000 kvm og Freja Ejendommes andel 78.000 kvm. Det er Freja Ejendommes andel af arealet, der nu er solgt til Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension. Den resterende del af byudviklingsområdet udgøres af Den Gule By og af mindre arealer ejet af Københavns Kommune, Hofor og Metroselskabet.
Bevaring af historiske bygninger
Området, hvor Jernbanebyen skal udvikles, rummer allerede et liv, bygninger og fortællinger, der giver stedet en særlig karakter, og derfor lægger lokalplanforslaget op til at være tro mod områdets historie. Det vil blandt andet ske ved at bevare ikoniske bygninger, der i kraft af deres arkitektur og udformning bidrager til fortællingen om stedets historik, såsom Lokomotivværkstedet, BaneGaarden og vandtårnet, mens andre bygninger vil blive transformeret til nye, moderne formål.
FAKTA OM JERNBANEBYEN
Projekttype: Byudvikling
Beliggenhed: København
Størrelse: 78.000 kvm, sydlige del, samlet byudviklingsareal: 365.000 kvm
Forventet byggeperiode: 2025 –
Udvikler og ejer: Baneby Konsortiet bestående af Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension – DSB Ejendomsudvikling A/S ejer de øvrige 287.000 kvm
Arkitekter: Helhedsplan, COBE